Velkommen til min rejseblog
Er du til komfortable eventyr og afslappende oaser? Så har du klikket dig frem til den rigtige side. Her på bloggen kan du stole på, hvad der bliver skrevet. Jeg giver dig mine ærlige oplevelser og lever for at inspirere dig til din næste rejse. Så tag de drømmende briller på og spring videre til mine indlæg. Mit motto er: Bare gør det! (stjålet fra Nike – I know – men det er altså bare det eneste rigtige).
Hvad bør du vide om mig?
Hmm. Jeg piller tæer, nyser virkelig højt og har en ucharmerende tendens til at blive hangry, når blodsukkeret falder.
Når jeg er på ferie, er det vigtigt for mig at kunne være i et privat rum, hvor man kan være grim, svedende, tå-nulrende, grine højt og bare være lykkelig uden hæmninger. I den her blog tager jeg dig med ind i mit private rum og giver dig den hæsblæsende oplevelse af at udforske et antal rejsedestinationer, som de ser ud gennem mine øjne.
Jeg har ikke rejst verden rundt som backpacker, faldet i søvn på stranden og hylet om kap med hyæner. Det lyder ellers mega sjovt. Men nogle gange skal man erkende, hvem man er. Og helt ærligt. Inde i min inderste kerne bor en luksusprinsesse, som bare godt kan lide en blød seng og en lækker udsigt over lagunen.
Bevares. Jeg elsker eventyr. Og det hænder også, at jeg beder prinsessen derinde om at tage en chillpill og gå tidligt i seng, så vi andre bare kan hygge os og have det sjovt. Men der går ikke ret mange dage, så drømmer jeg om spa, gourmet og de firestjernede glæder igen. Ja ja. Firestjernet. Det über-fancy femstjernede liv kan efter min mening godt blive en anelse for prætentiøst – meeeen kan også være sjovt at prøve en gang imellem. Så sådan er dét.
Sammen med prinsessen bor også en sød pige med bøllehat og et lille guideflag, som bruger månedsvis før en ferie på at læse rejseguides, blogs og bøger, og tjekke Tripadvisors lokale anmeldelser i én uendelighed, i bare spænding. Jeg er altid godt forberedt. MEN. I mig lever også hende med det rodede hår og de spraglede bukser, som efterlader alle de beskidte tallerkner i dagevis og som elsker at skide på alt det, som ellers var planlagt.
De tre piger er virkelig et powerteam. Og de sørger altid for, at jeg får nogle spændende, komfortable, veltilrettelagte og helt ustyrlige ferier (min far siger altid: hellere overdrive end at være kedelig).
Derfor har jeg lyst til at dele dem med dig. Og hvis du, som jeg, kan lide sol og varme, flot natur, et lille nip af luksus og de gode lokale vibes, så tror jeg, at du vil få noget ud af at følge med.
Og hvis mine indslag her kan inspirere dig til at klemme en livsnyder-tur ind i hverdagskalenderen, så siger jeg: GØR DET!
Xxx og feriekram
Tine Agertoft