Top
Måske er min opfattelse præget af, at vi kom direkte fra den lille paradis-lækre ø, Koh Mook, men jeg må lægge nedturs-agtigt ud med at sige, at Koh Lanta ikke kommer på listen over mine foretrukne rejsedestinationer.
 
Hvorfor laver jeg så overhovedet et indlæg om øen? spørger du måske. Fordi ærlighed er vigtig for mig, for min samlede fortælling af den her rejseblog, og måske for din kommende ferie.
Det var da ikke sådan, at vi havde en dårlig uge her. Der var masser af skønne oplevelser, men vi oplevede desværre også nogle øv-momenter. Og alt i alt forelskede vi os bare ikke i Koh Lanta på sammen måde, som vi har gjort det med de andre steder, vi har været i Thailand.
 
Men det kan jo ikke være én af danskernes foretrukne Thailands-destinationer for ingenting. Så læs indlægget igennem, tag hvad du kan bruge, og nuancér det med andre bloggeres oplevelser med øen.
 
Jeg lover, at jeg her vil komme med mine ærlige indtryk og krydre dem med en masse af de skønne oplevelser, som Koh Lanta har givet os.
 
Så først… dadadadaaam….

Hvorfor skal du ikke til Koh Lanta?

Koh Lanta er præget af, at der kommer en del turister til øen. Vi boede lige i udkanten af Saladan, som er den nordligste by, og her er al autentisk charme overtaget af turistindustri: Ekskursions-bureauer, dykkerudstyr, turistmarked, skræddere og restauranter. Alt det, som turist-Thailand er kendt for. Bare uden skyggen af hygge og nærvær. Jeg har indtryk af, at det blive bedre, jo sydligere du kommer på øen. Nede sydpå er der også nogle ret lækre strande, men hvis du søger de helt out of this world-lækre strande, så skal du ud til én af bounty-øerne (fx Koh Mook eller Koh Lipe).
 
For mig sætter Koh Lanta sig lidt mellem to stole: Shopping-mulighederne og byernes sammensætning efterlader ikke tilstrækkelige urbane vibrationer til at rive fat i din puls, og der er ikke helt intimitet nok til, at man får den der lokale ø-stemning. Jeg er måske lidt hård her. Men sat på spidsen, så bliver det lidt en upersonlig mellemting.

Derfor skal du besøge Koh Lanta

Når det så er sagt, så oplevede vi, som skrevet, langt mere hygge og stemning jo længere syd på øen, vi kom. Det er super flot at slentre ned ad stranden, som er alen lang. Her ligger resorterne på stribe, og heriblandt ligger også en masse skønne strandbarer og massagesteder. Strandene er hovedsagelig på øens vestside, med fantastiske solnedgange. Det er max romantisk at sidde i strandkanten og spise aftensmad i det rød-orange skær fra solen, som forsvinder bag horisonten.
Vigtigt er også at nævne, at her er en god portion oplevelsesmuligheder, og i rimelig nærhed uanset hvor på øen, du befinder dig. Og – nu har jeg ikke børn, men – jeg kunne forestille mig, at det er en god ø at være på, hvis man er en børnefamilie. Det er forholdsvis nemt og ubesværet at koble sig på en ekskursion, tage på oplevelser i børnehøjde eller flade ud ved poolen.

OG en lidt barnlig nydelse jeg har, er at se aber i deres naturlige omgivelser. De er altså bare sjove og kipper med cuteness-kasketten. Det er ikke sådan, at det vrimler med aber på øen. Meeen vi så dem hilse og springe rundt i vejkanten. Og det er helt klart en bonus for dyreglade sjæle i alle aldre 😉

Og så til det vigtige:
Hvad skal du opleve på Koh Lanta?

Har du booket et ophold på Koh Lanta? Så skal du ikke snydes for et par tips, som vi syntes var ret så skønne 🙂 Det første er:

Following Giants | Ethical Koh Lanta Elephant Sanctuary

Uanset om du tager til Koh Lanta eller ej, så lov mig, at du ikke tager ud og rider på elefanter. Uden at skulle gå på barrikaderne og skabe dårlig stemning, så vil jeg starte med at understrege, at de elefanter, som bruges til elefant-trekking, ikke har det godt. De mishandles, lænkes og trynes på daglig basis – og dyrebeskyttende organisationer kæmper hårdt for at gøre vilkårene bedre for de store, sårede dyr.
 
Og det er netop i samarbejde med World Animal Protection, at Ray, ejer af Following Giants på Koh Lanta, har valgt at omlægge sin elefantpark til et fristed for elefanter, som tidligere har været tvunget til arbejde under groft mishandlende omstændigheder. Det har været en kæmpe risiko for Ray at ændre fundamentet for parken og der er ingen tvivl om, at det er et ret fantastisk projekt. Især fordi Ray og Following Giants vil kunne inspirere øvrige i elefantindustrien til at skabe samme forandringer, hvis de kan se, at det økonomisk kan betale sig at skabe bedre rammer for elefanterne. 
 
Så tag hertil og støt Ray og hans elefanter. Det er en vidunderlig oplevelse at gå rundt i den enorme park, blandt de enorme dyr. Jeg fik godt nok angstperler på panden, da en elefant kom gående 10 centimeter fra min skulder – meeen, det gjorde bare, at oplevelsen satte sig ekstra i hjertet på mig.  
 
Du kan læse mere om Following Giants her. 

Lanta Old Town

På øens østside finder du Lanta Old Town. En ret charmerende (bevares, også temmelig turistet) landsby, men farverige og finurlige butikker og skønne restauranter på pæle. Her kan du nyde en Thai Tea Latte og Pad Thai, mens du lader blikket meditere over havets bølger. 

 

Det synes jeg sgu var ret lækkert. Og de lokale thai-personer her er jo bare så hjerteknusende venlige og imødekommende. Som altid. Det er noget af dét, jeg elsker ved Thailand. Det sker stort set aldrig, at man møder et uvenligt eller reserveret menneske.

 

Min mand gik lidt kold over landsbyens turisme-byld (alle butikker her bestod af souvenirs og turist-pleasing), men tror egentlig også, at han var gået helt almindeligt sukkerkold den eftermiddag, vi var her. Personligt synes jeg, at Lanta Old Town er ret charmerende, og det vil være helt fjollet ikke at tage forbi her, hvis du har et par dage eller mere på Koh Lanta.

Øens sydlige strande

Strandene bliver mere og mere lækre, jo længere syd på øen, du kommer. For et skønt og chill ophold på Koh Lanta vil jeg råde dig til at droppe tanken om at bo i Saladan og i stedet køre ned midt på øen eller endda helt ned mod sydspidsen. Der er bare en hyggeligere stemning hernede, og ja – bedre strandvibes.
 
TIP: Lej en scooter. Nede sydpå er det ikke nødvendigvis liiige til at skaffe transport tilbage til hotellet. Vi lavede selv den fejl at tage en tuk tuk til Bamboo Bay, og stod med fletningerne i postkassen, da vi skulle hjem igen. Med lidt skæve smil og blinken lykkedes det heldigvis at lokke en lokal fra strandbaren til at hente sin bil og køre os tilbage til Saladan for 1000 baht – temmelig pebret, men bedre end at køre på røv og albuer.

Koh Rok

Koh Rok er en lille bitte ø, som ligger en times speedbåd-sejlads fra Koh Lanta (give’n’take). Og den et fuldkommen uforstyrret (altså bortset fra ved frokosttid, hvor der ankommer et par hundrede snorkelglade turister). Her er ingen hoteller, restauranter eller butikker. No nothing. Tiden står stille og hjertet springer næsten bogstaveligt et slag over. Så smukt er her. Sandet er helt fint og hvidt, havet har den smukkeste krystalblå farve og palmebladene bevæger sig dovent i brisen. Jeg har altid troet, at de her paradis-billeder, man ser i rejsemagasiner er photoshoppet, men her er et sted som lever fuldkommen op til alle tropeøens skønhedsidealer.
 
TIP: Vi var her på snorkeltur ligesom alle de andre. Men jeg har hørt, at man godt kan tage hertil og sove i telt. Man skal have alt med selv, men så har man også hele øen for sig selv (det meste af dagen), og det lyder ret vidunderligt.

Hvor er vi

a

post a comment