Bacalar

Iceland

Bacalar

Du svajer i en hængekøje til lyden af eksotiske fugle. Palmernes kroner danser let i brisen og solens stråler får lagunen til at funkle i intense nuancer af den klareste blå. En bil kører forbi med fem mand på ladet. Dagens arbejde venter. To hunde lunter frejdigt op ad gaden og finder sig en skyggeplads i ly for den tunge varme, som indfinder sig om et par timer.

Det er livet i Bacalar.

Bacalar by oser af tilbagelænet kreativitet og en underspillet charme. Hver en kvadratmeter er indrettet med frodige planter og husmure farvelagt med små og store kunstværker. Der er lagt sjæl og budskab i motiv og design, og det siger en del om integriteten her. Stolthed præger byen og de mennesker, der lever her. Og de deler gerne ud af den. Ligegyldigt om du er ven eller fremmed, så mødes du med smil, venlighed og et Buenos dias, where are you from? Sådan et sted er Bacalar.

Og så har vi ikke engang talt om lagunen endnu. Hold. Da. Op. Vi har været her en uge, og det gibber stadig i mig, når jeg ser det klare vand. Både med beundring og sug i maven.

Beundring fordi det her naturfænomen er helt spektakulært. Søen med de syv farver kaldes lagunen, og det er ikke svært at forstå. Da jeg første gang gik hen til vandbreden og spejdede efter lagunens farver, tænkte jeg nå ja, det er vel ikke mere tyrkisklart end i Thailand. Men de ord måtte jeg æde som en tung frokost, da vi sejlede ud på lagunen med båd. Inde ved kysterne er vandet så lavt, at den blå nuance toner ud i en helt svag (men afsindigt tiltalende) pastel kulør. Når du kommer længere ud, hvor lagunen får noget dybde, bliver vandets farve dybere i tonen – ikke en maritim mørkeblå, som vi kender det fra havet, men over i en petroliumsblå, nærmest selvlysende kulør. Det er helt utroligt smukt.

Ved de dybe cenoter – synkeholder skabt ved meteornedslag på dinosaurernes tid for millioner år siden – får vandet en dyb sort farve. Cenote Negro (den sorte cenote) er 100 meter dyb, og vanddybden ændrer sig bogstavelig talt fra 0 til 100 meter. Cenotens klippeskrænt går direkte ned, og vandets farve går fra venlig tyrkis til en ildevarslende sort på blot 20 cm. Min mand og jeg jokede med, at det er her Lock Ness uhyret holder sommerferie. Ja ja. Men altså, jeg fik et sug i maven, da vi sejlede ind over kløften. Det skal du prøve. Om det er i båd, kayak eller på padle board. Det er en oplevelse, du ikke må gå glip af.

Nær ved kysterne, hvor den hvide søbund reflekterer himlen med en svagt tyrkis farve, er lagunen helt anderledes venlig. Her lokkes man til at kaste sig i det svale ferskvand og nyde livet. Og det er en lille glæde i sig selv, at vandet ikke smager af salt. Du får alle bountyøens glæder, men med søvandets fordele.

Du har sikkert læst, at de kalder Bacalar Lagune for Vestens Maldiverne, og til det vil jeg sige: Et stort JA, når det gælder vandets klarhed og de helt utrolige blå og tyrkis nuancer. Men så stopper sammenligningen også. Når man tænker Maldiverne, blændes man af drømmen om lange hvide sandstrande (det gør jeg i al fald). Og her må jeg bare sige: NEJ – den feature har Bacalar ikke (jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at Bacalar ikke ejer et eneste sandkorn over vandet. I al fald ikke ét, som du har lyst til at grave tæerne ned i) – efterfulgt af et dybfølt MEN… vi savnede ikke sandstrandene. Slet ikke. Lagunen og den hyggelige stemning opvejer til fulde. Bacalar har den vidunderlige egenskab, at stedet kryber ind under huden og forfører dig til eventyr og afslapning på samme tid. Det er ret unikt.

Og så vil jeg lige forventningsafstemme…

Efter at have gennembanket Google for rejseblogs om Bacalar og lagunen, har jeg forelsket mig i alle de fantastiske dronebilleder taget i fugleperspektiv, hvor lagunens mange blå nuancer virkelig puster til drømmen om det perfekte ferieparadis. Og nu, hvor jeg er her, kan jeg godt forestille mig, at disse fotos viser det sande billede af lagunen. Det eneste problem er: Jeg holder ikke ferie på en drone (selvom jeg til tider kunne ønske mig det). Mine øjne er tæt fæstnet til min jordbundne krop, og det gør – ak og suk – at mit perspektiv på lagunen bliver et ganske andet. Det betyder ikke, at mine øjne keder sig – ikke et eneste sekund. Her er helt utroligt smukt. Også fra jorden. Den eneste djævel i paradis er, at jeg ved, hvor flot det hele så ud, hvis jeg sad på en sky og fik det totale billede af farvenuancerne ovenfra. Og det bliver ved at lægge sig som en uforløst frustration i min ellers så ferieafslappede krop.

Så mit råd herfra: Nyd de vidunderlige dronebilleder (for de er helt fænomenale), men husk at perspektivet er anderledes fra vandkanten. Det er ‘bare’ en sø med helt vidunderligt klart vand. På grund af den golde bund med hvidt sand, får lagunen de mest fantastiske blå nuancer, som du kan nyde, når du tager ud på vandet, eller hvis du lykkes med at finde et højt sted, med panorama-view over lagunen. OG – hvis du ejer en drone, så tag den for guds skyld med, og tag nogle af de himmelråbende flotte billeder, som vi andre kan sidde og sukke over. Jeg var selv ved at købe en drone efter at have sæt et ovenfoto fra Piratkanalen (wow – en mavepuster). Men jeg er sikker på, at jeg ville lykkes med at styrte den direkte i vandet ved første forsøg, og så er det alligevel et dyrt indkøb.

Hvor skal du bo?

Har du besluttet dig for at tage mod den magiske lagune? Så læs videre. For hvor skal man slå sig ned for at få den bedste oplevelse med dét som lagunen har at tilbyde? Når man kigger på et kort, ligger der hoteller og AirBnb-muligheder hele vejen langs den vestlige bred af lagunen – en strækning på omkring 42 km. – og når man ikke kender forholdene, så bliver det hurtigt en rodebutik at vælge.

Derfor en hurtig tommelfinger-regel: Gå efter den sydlige del af lagunen. Her er vandet renere og klarere end i den nordlige del. En kort forklaring er, at cenoterne i den sydlige del er med til at filtrere vandet. Som de lokale siger: De fungerer som toilet for lagunen. Det er en naturlig rensningsproces, hvor kalkstenene i cenoterne går i kemisk reaktion med vandpartiklerne og fjerner skidtet. Derfor vil man kunne se, at vandet har en mere klar blå farve mod syd, hvor vandet renses hyppigere, i forhold til den nordlige ende af lagunen, hvor vandet vil være mere grønligt.

Vi valgte at bo på Hotel Aires i hovedbyen Bacalar, og det har vi ikke fortrudt. Det er et hyggeligt, lille sted. Her er rent og ordentligt – ikke noget fancy, men utroligt behageligt. Det er virkelig pænt indrettet og de ansatte er søde og smilende. Og så er det til en god pris. I januar 2024 betaler vi 10.800 pesos for en uge (ca. 4.500 DKK). Hotel Aires ligger lige i smørhullet af det hele, med kun 5 minutters gang til det centrale torv, og nogle af byens bedste restauranter liggende lige omkring sig. Det kan varmt anbefales.

Har du ikke noget imod at lægge ekstra penge, vil jeg anbefale at vælge et hotel, der ligger med direkte adgang til lagunen – i Bacalar by eller syd for. Er du ligeglad med at kunne gå til restauranter og byliv, så vil du formentlig finde de mest sublime badeforhold på kysten syd for Bacalar. Ikke fordi vandet er utiltalende i Bacalar by (det ville være synd at sige), men bare fordi det eftersigende lige er 10% bedre.

Okay, men hvad foretager man sig?

Altså udover at nyde, at man har fri og ikke skal bekymre sig om andet end, hvad man skal spise næste gang? Så er der en håndfuld must do aktiviteter i Bacalar. De kommer her:

Hyg dig i Bacalar by

Bacalar er skøn lille by at slentre rundt i. Den er let overskuelig. Tegn en cirkel i 300 meters radius rundt om byens torv, med kompasnålen ved fortet og den grønne park, så har du byens centrum. Her finder du små souvenirbutikker, barer, caféer og restauranter. Her er et par enkle tøjbutikker, men sæt ikke næsen op efter det store shoppinggilde. Nyd i stedet de mange farverige vægmalerier og sæt dig ind på én af de utallige hyggelige caféer.

Vi nåede langt fra gennem alle byens spisesteder, men vi tog et kvalificeret indhug. Og de fem steder herunder er vores absolutte favoritter. Skriv endelig, hvis du har et sted, du synes mangler på listen.

TIP: Du finder byens mest pålidelige hæveautomater i hovedbygningen på torvet (på modsatte side af parken fra fortet). Gå ind mod atriumgården og til venstre, så ser du 4-5 automater placeret på lige linje. Man kan ikke være 100% sikker på, at det er kontanter i dem alle, så gå eventuelt efter den automat, som du kan se, at andre har held med.

El Mahatí

Ligger bag torvets hovedbygning og er et ret spændende sted. Sådan et sted som får mit kreative hjerte til at steppe. Du træder ind i en hybrid af artspace, butik, studiemiljø og café. Slå dig ned i caféens hyggelige have, og spis en lækker frokost eller nyd en grøn juice. TIP: Her er livemusik i weekenden.

Mango y Chile

En vegetarisk café med udsigt over lagunen. Denne café er super chill, og vi bliver ved at vende tilbage hertil. Den ligger lige ved fortet og eftersigende kendt for deres vegetariske burger. Det var nok det eneste på menukortet, jeg ikke prøvede. Men jeg kan anbefale deres chocolates chip cookies 🙂

La Playita

Her sidder du nærmest med fødderne i vandkanten og spiser de lækreste tacos. Restauranten har en dejlig afslappet atmosfære, med venskabelig betjening og virkelig flotte omgivelser.

Nao

Sushi i en super romantisk setting. Nogle gange skal man bare have en omgang sushi, og vi plejer at bestille de samme fire ruller, hvor end vi bestiller fra. Men her så jeg nogle nye innovative maki-variationer på kortet. Utroligt lækkert. Nok også det dyreste sted, vi spiste i Bacalar, men sådan er det jo med sushi. Man må betale for de gode varer 😉

Tierra Ixim

Vi elsker det her sted. Så meget, at vi blev ved at komme tilbage. Indretningen, maden og betjeningen oser af hjerte. Passionen er at give dig den bedste oplevelse med den traditionelle Maya-cuisine – og det lykkes. Det smager simpelthen så godt. Og stemningen er dejlig intim i den skalaopbyggede junglehave. Tag herhen. Det er sådan et dejligt lille sted!

Nyd vandet, det er derfor du er her 🙂

Det kan du gøre på flere måder. En populær aktivitet er at købe sig til en sejltur og tilbringe 2-3 timer på lagunen. Det er en virkelig dejlig og afslappende måde at opleve de vigtigste hjørner af lagunen. Du kan tage afsted med motorbåd eller sejlbåd, på gruppetur eller privat. Vi valgte en arrangeret gruppetur på sejlbåd med DayTours, og det var en skøn oplevelse. Havde vi været i humør til at kaste lidt flere penge om ørerne, så havde vi elsket en privat tur. Her havde vi kunnet skræddersy rundturen til vores tempo og ønsker, med medbestemmelse over volumen og genre på musikanlægget (lyder jeg som en kedelig tante? Nuvel, jeg står ved det… jeg er ikke til partyrytmer, når jeg er ude på det rolige vand).

Gruppeturen med DayTours varer 3 timer og koster 800 pesos per person (ca. 320 DKK). Her kommer du forbi Cenote Negro (den sorte cenote, som beskrevet øverst i indlægget – den med suget i maven), Canal de los Piratas (piratkanalen) og Isla de los Párajos (fugleøen). Jeg troede, at piratkanalen ville blive den store oplevelse, men her manglede jeg virkelig droneperspektivet, som ser så hjernedødt godt ud. Til gengæld overraskede den sorte cenote og fugleøen positivt på underholdningsskalaen. Den 100 meter dybe cenote sætte gang i nogle urkrafter i den dybe del af mavesækken og der opstår en ganske særlig atmosfære, når de tusindvis af fugle flyver i flokke på begge sidder af båden på vej ind mod de frodige øer, hvor de finder ly for natten. Tag eftermiddagsturen (eller aftenturen, afhængig af årstid) for at opleve fuglene der flyver mod fugleøen. Det foregår hver dag en time før solen går ned.

MANGLER!! … Overgang til Beach Clubs over kajak og stand up paddle… MANGLER !!

Los Rapidos

Tag ikke til Bacalar uden at give dig selv den her oplevelse!

Her har vi er sted, som er elsket og hadet – og som du bestemt må tage forbi og opleve 🙂 Flere beskriver Los Rapidos som den bedste oplevelse, de har haft i Bacalar. Jeg ved ikke, om det var den bedste oplevelse over dem alle, men jeg synes absolut, at det var både hyggeligt, sjovt og utroligt smukt.

Los Rapidos er en Beach Club. En særlig én af slagsen. Med udgang til en smal indsnævring af lagunen, hvor der dannes en ganske let strøm sydfra, ligger restauranten, med tilhørende oaser af liggestole og hængekøjer. Hovedaktiviteten her er at lade sig flyde med det svale vand nogle hundrede meter ned af kanalen. Og det er en ret særlig oplevelse. Især fordi her er så utroligt smukt. I den smalle kanal viser vandets blå nuancer sig i fuldt flor. Omkranset af de spændende stenlignende plamager af stromatolitter, som siges at være jordens ældste nulevende livsform (OBS: må ikke røres eller betrædes). Foroven flyver kalkun-gribbe i cirkulære mønstre og solens stråler fremhæver den grønne vegetation på hver side af kanalen.

Spørger du, om jeg synes at det var sjovt? Om det er besøge værd? Om jeg fik værdi for mine pesos?

Svaret er et rungende JA! Det var sådan en hyggelig og sjov oplevelse. Især at svale ned ad kanalen med vandet klukkende om ørerne og blikket flakkende mellem stromatolitter, mangrove og den rolige himmel. Vi tog runden indtil flere gange og kunne have fortsat indtil solnedgang, hvis ikke sulten havde banket på.

Vi taler ikke river rafting. På ingen måde. Det er ganske afslappende at træde ned i vandet og lade sig føre langsom forbi det indtagende landskab. Og det er ganske nemt. Fra restauranten er der bygget en gangbro sydover langs kanalen (hvor man også kan tage nogle ret skønne billeder). For enden af gangbroen er der installeret en lille trappe ned til en naturlig pool uden strøm. Herfra svømmer du 5 meter hen til midten af kanalen, hvor strømmen gør resten af arbejdet. Sådan vælger de fleste at gentage succesen indtil lysten til en kold drink indfinder sig.

Jeg kan anbefale at tage en redningsvest på. Så skal du ikke bruge kræfter på at holde dig oppe. Det er dog ikke påkrævet. Flere valgte at tage turen uden vest.

Jeg indledte med at beskrive Los Rapidos som et sted, der er ligeligt elsket og hadet. Elsket af de åbenlyse grunde beskrevet ovenfor, og hadet – ja, det kommer vi til nu.

Når man læser om Los Rapidos kan det godt få en kommerciel tone – måske med rette. Ejerne er helt klart bevidste om, at de har fat i noget af et scoop. Jeg synes dog ikke, at det er noget, der overtager oplevelsen. Ja, man skal betale for indgang, liggestol, lås til skabe, mad og drikke. Men det synes jeg nu egentlig er fint nok. Det eneste, du er nødsaget til at betale, er indgangen, som inkluderer lån af redningsvest (ikke de lækreste veste, jeg har oplevet – de har bestemt set bedre tider). Skabelåse koster bare 50 pesos (cirka 20 DKK) plus 50 pesos i depositum, som du går tilbage, når du går. Vi gjorde ikke brug af liggestole (primært fordi de alle var optaget, da vi ankom… så kan man lære at komme hurtigere ud ad fjerene), så vi lagde blot vores ting på en siddegruppe i restauranten, hvor vi også fik serveret kolde drikkevarer og lidt at spise. Note: Maden her er helt okay. Måske lidt uinspireret, men ellers helt fin. Forvent 7Eleven standarder, og så går du ikke skuffet herfra.

En anden ting Los Rapidos kritiseres for, er beskyttelsen og bevaringen af de 2-3.000 år gamle stromatolitter. Det siges, at ikke alle gæster håndhæver de ophængte instruktioner om ikke at røre eller træde på dem. Og at personalet ikke griber ind. Der er nogle mennesker jo bare nogle hængebøver. Man skal selv-følge-lig respektere naturen og stedets regler. Det eneste man kan gøre, er at sørge for, at man har rent i egen rede og ikke påfører skade på de omgivelser, man befinder sig i.

Jeg synes absolut ikke, at ovenstående punkter skal afholde dig fra at nyde nogle skønne timer i kanalen. Det er en stor og varm anbefaling herfra, og jeg er sikker på, at du vil gå derfra med et stort smil på læben.

OBS: Husk at medbringe håndklæde. Og undgå at bruge solcreme. Det er skadeligt for stromatolitterne i kanalen.

TIP: Vil du gerne opleve kanalen ved , og ønsker du ikke at være en del af hele Los Rapidos-oplevelsen, kan du også vælge en anden variant. Kør til Xul-Ha (den sydligste by i lagunen), vælg én af de beach clubs, der ligger nærmest Los Rapidos, lån en kajak og sejl op og ned ad kanalen. Det var et tip, vi fik fra en lokal. Vi valgte Los Rapidos-oplevelsen, og det har vi ikke fortrudt. Men det andet er altså også en mulighed. Du må godt sejle op og ned ad kanalen i kajak, men vær opmærksom på, at du ikke kan lægge til eller benytte dig af gangbroen uden at betale entré hos Los Rapidos. Men… er strømmen ikke for kraftig til at sejle tilbage ad kanalen? Som nævnt er der tale om en ganske blid strøm. Der skal dog stadig bruges lidt kræfter. Det så vi tydeligt i ansigterne på de kajakentusiaster, der gjorde forsøget.

Beach Club Blú

På hotellet spurgte vi efter the nicest beach club i området, og uden at tøve svarede receptionisten Beach Club Blú. Så der var ikke så meget at rafle om. Vi pakkede vores kulørte badetøj og kørte 4 km syd for Bacalar til Beach Club Blú som foreskrevet.

Strandklubben her er beskrevet som mere mondæn end de andre strandklubber. Og her må jeg endnu engang udstille min uvidenhed. Værende en spa-glad pige fra Danmark, tegner der sig et billede af firestjernet luksus for mine øjne. Poolområder med galante trapper ned mod det krystalblå vand, state of the art liggestole og iPads med menukort, som fremkalder en tjener i pendulfart med mango-shakes. Lad mig slå fast: Sådan er virkeligheden ikke. Men her er dejligt, smukt og du kan bestemt få den skønneste dag, med dejlig mad og en afslappende atmosfære.

Vandet her er ubeskriveligt lækkert. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at de hver morgen går ud og filtrerer det manuelt og hælder blå frugtfarve ud. Vandet er klarere end klart og en nærmest unaturlig turkis farve. Det er helt fremragende, og føles magisk at lade sine hvide ben nedsænke i den lune lagune. Langs kysten er her små klippeblokke af stromatolitter, som danner et spændende udsyn fra breden. Selve strandklubben består af et stort græsareal, pyntet med lyskæder og designet med strategisk placerede solsenge. Søde medarbejdere går rundt med menukort og tager bestillinger af mad og drikke. Værd at bemærke er, at maden her er helt udemærket – ikke de klassiske pizzaslices og halvgode tacos. Der er gjort noget ud af det, og smagen er dejlig.

Baggrundsmusikken giver en laid back vibe, og selvom de fleste solsenge er besat, føles her aldrig overfyldt. Det eneste men er, at entrébilletten koster 500 pesos per person (svarer til 200 kr). Det er dyrere en de øvrige strandklubber, og selvom der gives et tilskud på 250 pesos per person til mad og drikke, løber det alligevel hurtigt op. I al fald hvis man (som os) har en hånd, der føles tom uden et koldt glas.

Bertilla Lagoon Club

Vandets skvulpen blander sig med rytmerne fra den svingende baggrundsmusik. Rejsende på sejlskibe kigger misundeligt ind på de hyggelige opsatser af solstole, hængekøjer, hytter og gynger. Her er den perfekte afslappede feriestemning.

Vi har slået os ned i én af de trekantede hytter, hvor vi har vores eget private rum med udsigt over lagunen og direkte adgang til lagunens blå vand. Her får vi serveret mad og drinks i lange baner. Personalet smiler og spørger, om der er andet vi har brug for. Absolut ikke. Vi har det perfekt. Og for lige at sætte prikken over i’et, slås massagebrættet op ved siden af hytten og en dygtig massør giver kroppen en kærkommen hilsen med æteriske olier.

Vandet er (som alle andre steder) helt vidunderligt. Det skal dog nævnes, at bunden her er noget svampet (i modsætning til bunden hos Beach Club Blú). Det er en noget klam fornemmelse at træde ned i. Også med badesko på. Man synker et godt stykke i. Hvis du er en stærkere svømmer end jeg, så hold dig fra bunden, nyd vandet og svøm.

Et day pass koster 300 pesos per person eller 1.500 pesos for to personer, hvis du vil gøre brug af en hytte, som vi gjorde. I de 1.500 pesos får du 1.000 pesos i tilskud til mad og drikke. Så det er ikke helt tosset. Det kan i al fald varmt anbefales.

TIP: Før solnedgang flyver flokke af fugle tæt over molen på vej til nærtliggende øer i lagunen, hvor de slå sig ned for natten. Ret magisk i solens gyldne lys – næsten spirituelt – at se fuglene flokkes i en fælles retning, med de puffede hvide skyer som baggrundstæppe.

Dzibanché

Oplev imponerende maya-ruiner uden turister, der ånder dig i nakken.

90 minutters kørsel fra Bacalar til Maya-ruinerne Dzibanché, siger Google Maps. Ja goddaw, siger jeg. Med vejenes turbulente forløb, kan du nemt lægge 15-20 minutter til køretiden. Det er faktisk imponerende så hullede vejene er, i betragtning af det hyppige vejarbejde. I skrivende stund er der stort set anlagt vejarbejde hver gang vejen slår et sving. Men det gør jo bare forventningens glæde så meget desto større 🙂

7 km før du når parkeringspladsen ved Dzibanché, kører du fra hovedvejen, og her køber du din billet. 170 pesos (for to personer) og så får du lov at køre ind af den – om muligt – endnu mere hullede vej. Lejer du bil, så husk at vælge en SUV-model. Det er helt klart prisen værd.

Og så åbner Dzibanché sig for dig. Det tog fuldstændig pusten fra mig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Nogle gamle sten, som er svære at relatere til – særligt når man ikke har et indgående kendskab til Maya-kulturen. Og ja, det er det vel også. Men de gamle bygningsværker gik direkte i maven og blodet på mig. Imponerende og ja, magisk. Det er det nærmeste, jeg kan komme oplevelsen af at træde ind i det arkæologiske områder.

Der bliver stadig arbejdet på dette Maya-site. Arkæologer restaurerer de ikoniske ruiner, og det er i sig selv en indtagende oplevelse at overvære. De nænsomme strøg med pensler over de gamle sten. Præcis som vi kender det fra Indiana Jones. Og jeg føler mig faktisk lidt som heltinden i Indiana Jones som jeg står foran de tårnende templer. Man har jo lov at drømme.

Her er næsten mennesketomt. Vi går rundt på stedet blandt to andre par. En slående kontrast til de intenst besøgte ruiner i Tulum. Og det gør blot besøget endnu mere særligt. At kunne nyde synet af arkitekturen og naturen uden at føle sig åndet i nakken. Det er ret unikt.

Ét af de andre par har en lokal guide med, og han udpeger brøleaber, som slapper af i trætoppene. Jeg kan godt ærgre mig over, at vi ikke fik allieret os med en lokal guide. Det vækker ens nysgerrighed, når der fortælles om resterne af en kvindelig præst, som blev fundet i det majestætiske tempel. Vi forventede at kunne hyre en guide ved indgangen til ruinerne, men enten var der ingen guide at få på stedet eller også forpassede vi chancen oppe ved hovedvejen, hvor vi købte billet. Hvor end vi gik galt i byen, så kunne det have gjort besøget endnu mere specielt – så bare et tip om at undersøge mulighederne for at blive ledsaget med en guide før du tager afsted.

Og med den storhed, som opstod i symbiose mellem arkitekturen, naturen og det historiske vingesus, kan et besøg til Dzibanché mere end anbefales. Lad ikke afstanden eller de hullede veje afskrække dig. Du vil ikke fortryde det.

TIP: Turen kan kombineres med et besøg hos Los Rapidos på tilbagevejen. Det er helt genialt at sænke sig ned i det turkisklare vand efter en god lang køretur. Billetten til Dzibanché inkluderer også adgang til naboruinerne Kinichná, og du kan vælge også at køre forbi Kohunlich, som blot ligger 35 km syd for Dzibanché (cirka en times kørsel).